Udgivet October 20, 2022

Ny ambitiøs lejer vil sætte DOK5000 på Danmarkskortet

Fremover bliver det den københavnske eventudbyder Evenues, der skal drive DOK5000 på havnen i Odense. Evenues driver flere venues og eventhuse i København og har stor erfaring fra eventbranchen, og nu rykker de til Odense for at udvikle det ikoniske silopakhus, så DOK5000 også bliver kendt på landsplan.

Ny Ambitiøs Lejer Vil Sætte DOK5000 På Danmarkskortet Havnegade 16

Ved årsskiftet slår det nye DOK5000 dørene op, og den nye lejer, Evenues, har store planer for det moderniserede silopakhus på Odense Havn, der har stået tomt, siden den tidligere ejer gik konkurs før sommer.

Evenues er en større virksomhed med fokus på events og venues. Foruden DOK5000 driver de Bryggen Venues og Moltkes Palæ i København, som begge byder på gastronomi, drinks og service til arrangementer. Ejergruppen bag Evenues har samlet 35 års erfaring inden for branchen fra steder som Langelinie Pavillionen, Forum og Madkastellet.

- Vi glæder os utroligt meget til at overtage DOK5000. Lejemålet er unikt og historisk i et område i udvikling ved havnefronten i Odense Havn, og vi glæder os over, at Olav de Linde er mindst lige så passioneret i DOK5000´s udvikling, som vi er. Udover at være et ikonisk sted og en attraktiv venue for de lokale skal vi være med til at sætte DOK5000 på Danmarkskortet for landsdækkende virksomheder og organisationer, der ønsker et centralt beliggende venue, som er andet end et traditionelt konference- og selskabssted, siger Allan Hansen, direktør og partner i Evenues, og fortsætter:

- Gastronomisk vil man som gæst opleve et højt niveau, som har kerne i det nordiske og franske køkken med tråde og inspiration fra verdenskøkkenet som japansk fermenteringskunst, sydamerikansk ild og passion samt brugen af oversøiske og unikke råvarer.

Interessen for at overtage DOK5000 har været stor fra flere steder i landet, men hos Ejendomsselskabet Olav de Linde glæder man sig over, at det blev den ambitiøse, københavnske eventudbyder, som fremover kan tilbyde nye oplevelser på havnen.

- Vi er utroligt glade for den store interesse, der har været for at drive DOK5000 videre. I processen udvalgte vi tre potentielle lejere, som vi troede mest på kunne gøre noget godt for området og udviklingen af DOK5000. Vi er derfor glade for, at det blev Evenues. De har stor erfaring og kendskab inden for deres branche, og det har været vigtige parametre for os, fordi stedet på den måde er fremtidssikret mange år frem, siger Lars Friis, der er afdelingsdirektør i Ejendomsselskabet Olav de Linde i Odense.

 

DOK5000 skal udvikle Odense Havn

DOK5000 har, siden det blev etableret i 2012, været en vigtig del af den nye bydel på Odense Havn. Med arrangementer, konferencer, koncerter, messer, udstillinger, fester og meget mere har det gamle pakhus været med til at skabe liv i hele miljøet omkring havnen.

Det var Anders Nyborg og Lisbeth Gellert, der var de første til at tage imod gæster i DOK5000 tilbage i 2012, men efter den første corona-nedlukning i juli 2020 måtte parret dreje nøglen rundt. DOK5000 fik efterfølgende nye lejere, men i en periode med nedlukninger og restriktioner, nåede de aldrig for alvor at komme i gang, før de gik konkurs.

- Anders og Lisbeth har været med til at udvikle stedet og få DOK5000 på landkortet, og det er vi dem meget taknemlige for. Nu er det tid til en ny rejse, hvor vi kigger fremad. Det glæder vi os enormt meget til, for vi har virkelig med et unikt sted at gøre, som ligger centralt i Odense med plads til mange mennesker, siger Lars Friis. 


Nu bliver det Evenues, der skal være med til at forny og udvikle det historiske pakhus.

- Med DOK5000´s helt unikke placering i Odense i en bydel i udvikling føler vi os forpligtet til at bidrage med at skabe liv i havnen – især ved højtider og over sommeren. Det kunne for eksempel være koncerter med middag, sommerfestival med gourmet foodtrucks og akustisk musik på ’gaden’, kulturfremstød med lokale kunstnere, kulturnatten og meget andet. Vi er allerede i gang med at udvikle stedet, og inden længe kommer der en stor terrasse, hvor gæsterne kan nyde udsigten til havnen i aftensolen med liv og hygge omkring sig, siger Allan Hansen.

 

Fakta om Evenues:

- Evenues er etableret i 2022 som venue-kæde. Evenues består af Moltkes Palæ og Bryggen Venues i København og nu også DOK5000 i Odense. Ejerkredsen bygger på samlet 35 års erfaring inden for branchen.
- Samler mennesker i tidens bedste events på venues, der gør indtryk og sætter aftryk for en bedre verden.
- 80 ansatte.
- Afholder samlet ca. 250 selskaber og arrangementer årligt.

 

Fakta om Ejendomsselskabet Olav de Linde:

- Siden 1974 har Ejendomsselskabet Olav de Linde bragt nyt liv til gamle bygninger og skabt moderne lejemål med sjæl. 
- Ejendomsselskabet Olav de Linde har en ejendomsportefølje på over 550.000 kvadratmeter i Aarhus, Odense og København.
- DOK5000´s store hal og primære lokale er på 1.778 m2 og kan huse op til 2.240 personer.
- DOK5000 blev etableret i 2012 og blev frem til 2020 drevet af Anders Nyborg og Lisbeth Gellert.

Lokaler med detaljer på Havnegade 20 Dokk5000 på Odense Havn