Udgivet January 15, 2021

Afsluttet byggesag: Kontorhøjhus afleveret til lejeren

Vi har afleveret det nye kontorhøjhus på Søren Frichs Vej 39 i Aarhus til vores lejer Systematic A/S. Vi sætter dermed et meget stolt punktum for en fantastisk byggesag af høj kvalitet.

Systematic bygning på Søren Frichs Vej 39 i Åbyhøj

Sammenbygningen af Systematics eksisterende lejemål og det nye kontorhøjhus har været i gang siden starten af 2018. Totalentreprenør på byggesagen er BASE Erhverv. Vores arkitekt Jan Olesen satte de første streger tilbage i 2016, og han har været med gennem hele byggeprocessen, sammen med Niras-ingeniørerne og Erik Arkitekter som har stået for selve projekteringen. Og ikke mindst sammen med Systematic som har været en meget engageret deltager i processen

”Det har været en enormt spændende byggesag med et godt samarbejde blandt alle involverede parter. Vi er kommet i mål med at lave et ret flot hus, der vil fungere langt ind i fremtiden både arkitektonisk og brugsmæssigt”, fortæller Jan Olesen.

Om byggeriet

Bygningen er udført med facader i aluminium og med specialfremstillede buede vinduespartier.

Alle etager vil have en gedigen rumhøjde på 2,8 meter fra gulv til loft.

Indvendig er bygningen præget af materialer som egetræ, natursten, in-situ beton og glas.

Det nye kontorhøjhus kan rumme ca. 500 medarbejdere.

Der er etableret et nyt offentligt område med outdoor-fitness beliggende op ad Brabrandstien.

Øjnene kommer på overarbejde, når de vandrer rundt langs facaden på det nye kontorhøjhus på Søren Frichs Vej. Her er ingen skarpe kanter. Kun bløde afrundede hjørner. Sat sammen med firkanter af glas med blåligt skær. Selv i vintergråvejr er bygningens silhuet, beklædt med en kombination af specialfremstillede buede vinduespartier og metallisk aluminium, rendyrket guf for øjet. 

”Den færdige bygning lever fuldt ud op til vores ambitioner om at skabe sammenhæng mellem den eksisterende gulstensbygning og det nye, moderne højhus”, uddyber Jan Olesen.

Systematics lokaler på Søren Frichs Vej 39 i Åbyhøj

For ikke at glemme det sug i maven, man får, over højhusets placering ovenpå bygningen. Kan det passe, at det 58 meter høje hus står forskudt ovenpå stueplan? Ja – faktisk stikker det cirka 5 meter ud. Det kan vel ikke tilte, fristes man til at tænke. Nej, huset står solidt forankret, forsikrer Jan Olesen med et smil.

”Samtidig opfører vi et markant hus tæt på midtbyen, og det forpligter naturligvis til at opføre noget, der er byen værdig og spændende at kigge på mange år ud i fremtiden – og det synes vi, at vi er kommet rigtig flot i mål med”, afslutter han.

Højhusets 15 etager er fordelt på 7.315 kvm., og det skal primært anvendes til kontor og mødelokaler. Stueplan indeholder et ovalformet auditorium med udsigt til Brabrandstien og med siddeplads til 150 personer.  

Læs om vores igangværende ejendomsudviklingsprojekter her.

Aktører:

Bygherre: Ejendomsselskabet Olav de Linde.

Totalentreprenør: BASE Erhverv.

Arkitektur og forprojekt: Ejendomsselskabet Olav de Lindes tegnestue.

Arkitekter (projektering): Erik Arkitekter.

Indretningsarkitekter for Systematic: Formsprog.

Rådgivende ingeniører: NIRAS A/S.

Beton og råhus: Aarsleff.

Facadeleverandør: HSHansen.

VVS: Bravida.

El: Elteam Vest.

CTS: Scneider Electric.

Systematic bygning på Søren Frichs Vej 39 i Åbyhøj