Postcentralen
Den historiske ejendom i Ankersgade 12 har gennemgået en transformation fra gammel, udtjent postcentral til moderne erhvervslejemål.
Udgivet April 1, 2022
Blå Kors lejer sig ind i den transformerede gamle postcentral i Ankersgade 12 i Aarhus
Efter flere måneders samarbejde Blå Kors og udlejer, Ejendomsselskabet Olav de Linde, åbnede organisationen i marts 2022 sin anden genbrugsbutik i Aarhus. Valget faldt meget passende på et lejemål i den gamle postcentral i Ankersgade 12 tæt på centrum af Aarhus.
Her har ejendomsselskabet renoveret bygningerne bæredygtigt med bl.a. store besparelser i CO2-udledningen som resultat.
Blå Kors-butikken på 1389 kvm sælger genbrugsvarer inden for mange områder, og indtjeningen går til at hjælpe børn, unge og voksne i Danmark, der selv eller som pårørende kæmper med misbrug og andre sociale problemer.
Renoveringen er for store deles vedkommende sket ved at genbruge materialer fra enten Ankersgade 12 eller andre af ejendomsselskabets bygninger.
Og både udlejer og lejer ser et perfekt match med genbrugsbutikken i lokaler bygget af genbrugsmaterialer.
”Vores lokaler er genbrug. Jeres varer er genbrug. Det er vel næsten uopnåeligt for andre at blive lige så CO2-neutrale som os. Jeg er glad for, at vi kan være med til at hjælpe mennesker med problemer med afhængighed,” sagde grundlæggeren af ejendomsselskabet, Olav de Linde, ved åbningen af butikken.
Vicegeneralsekretær i Blå Kors, Lars Thidemann Jensen, hæftede sig også ved genbrugstanken i både bygning og varerne. Han sammenlignede i sin åbningstale bygningen med de mennesker, som Blå Kors vil hjælpe.
”Vores menneskesyn er, at selvom man som menneske har ridser, så er man værdifuld. Det er lidt som bygningen og varerne her, der også har ridser, men stadig giver stor værdi for andre” sagde han.
Blå Kors glædede sig over at flytte ind i bygningen, der gennem de seneste måneder er blevet renoveret i et samarbejde mellem ejendomsselskabet og Blå Kors ved bl.a. at anvende genbrugsmaterialer.
Med til arbejdet har været Jan Olesen, der er arkitekt ved Ejendomsselskabet Olav de Linde.
”Der har været nogle udfordringer i forhold til at kunne eksponere butikken, som ligger i kælderen, men vi har lavet det, så man kan se, at der er liv dernede. Vi gjorde os nogle tanker om, hvordan det skulle gribes an, mens ideen om en genbrugsbutik modnede sig i os,” siger Jan Olesen.
Han hæfter sig også ved, at butikken ligger i en bygning, hvor der er andre lejemål, der tiltrækker bl.a. unge mennesker, som også vil komme i butikken.
Blå Kors arbejder med at forbedre de varer, de får doneret til genbrugsbutikkerne. Upcycling, som det kaldes, af bl.a. genbrugstøj og isenkram skaber nye varer af gamle ting.
”Vores grundtanke er, at hvorfor skal man gå i en traditionel butik, når man kan få tingene hos os. Vi havde et ønske om, at vores lokaler skulle være lige så flotte som gode butikslokaler, og det har vi fået. Vi har analyseret os frem til, at i butikken skal der være noget for børn, teenagere, mor og far, for så kan hele familien gøre det til en udflugt at komme her,” siger Anders Christensen, der er chef for Blå Kors Genbrug.
Butikken bliver Blå Kors’ anden butik i Aarhus og i organisationens butikker er der et klart koncept, hvor detaljerne er velbeskrevet med bl.a. varer, der er sorteret efter farve og bøjler, der alle hænger ens.
"Aarhus er Danmarks næststørste by, og vi ønsker at tilbyde alle danskere at handle bæredygtigt lokalt. Ved at åbne endnu en butik i Aarhus, kan vi nå ud til endnu flere kunder, der ønsker at handle genbrug og støtte udsatte i Danmark. I Blå Kors Genbrug sælger vi genbrugsting og tøj af høj kvalitet til rimelige priser, og det er der stor efterspørgsel på. Vores to butikker i Aahus er ikke konkurrenter, men kollegabutikker, der supplerer hinanden med et bredt udbud af gode varer," siger Anders Christensen.
For Ejendomsselskabet Olav de Linde giver det rigtig god mening, at en genbrugsbutik rykker ind i den transformerede tidligere postcentral. Ejendomsselskabet har altid været meget opmærksom på den iboende værdi i det eksisterende og har en lang tradition for at bevare og transformere gamle bygninger og genbruge byggematerialer.
I Ankersgade betyder det bl.a. at bevaringen af den eksisterende ejendom og genbrug af gamle materialer har ført til en reduktion i udledningen af CO2 på 2200 ton over de kommende 50 år i forhold til, hvis man havde revet postcentralen ned og bygget nyt.
Det har rådgivningsvirksomheden Transition regnet sig frem til for ejendomsselskabet i en analyse af renoveringen af bygningen i Ankersgade.
Klik her og læs mere om den bæredygtige renovering af ejendommen.
Fotos: Egne og Lotte Grarups - www.artof-life.dk