Olav de Linde gav oplæg på Building Green

Scroll ned og læs mere

Udgivet April 11, 2024

Olav de Linde gav oplæg ved Building Green 2024 i Aarhus.

Første oplæg blev afviklet på Main Stage med hans input til konferencens overordnede tema ”livgivende byer og arkitektur”, bl.a. med visionerne fra etableringen af Bazar Vest tilbage i 1996, vores igangværende renovering og sammenbygning af det gamle kornlager med vores højhusbyggeri på Mindet 6 i Aarhus samt etableringen af et vaskeægte kulturhus DOK5000 på det dengang affolkede havneområde i Odense.

Alle med fokus på det faktum at skabe liv i områder, hvor de nedlagte industribygninger i sin oprindelige form ikke bidrog med meget liv til området. De var forladt og som oftest indrettet til erhverv, som i mange tilfælde stod overfor udflytning eller afvikling. Og hvad søren gør man med den slags bygninger? Olav foldede sine visioner, tanker og perspektiver ud om, hvordan man ved hjælp af omfattende transformationer af de eksisterende rammer og fokus på udadrettede formål, de kommende brugere og et imødekommende miljø kan bringe nyt liv ind bag de gamle mure. 

 
Derudover havde Olav selvfølgelig også vores seneste renoveringscase fra Havnegade 16 på Odense Havn med, som i går blev præmieret med DGNB Guld og Hjerte.

 
Kort tid herefter deltog Olav også i en branchesamtale om succesfulde renoveringer og genbrug af materialer, arrangeret af Rådet for Bæredygtigt Byggeri. I panelet var Olav i aldeles kompetent selskab med Line Nørmark Jakobsen fra Transition ApS, Christian Wittrup fra a:gain og Søren Tscherning fra Tscherning. 

Tak til de mange fremmødte for at finde vej til vores oplæg samt for engagement og interesse.