

Tidligere købmandsskole fra 1905 på Frederiksbjerg i Aarhus C, i dag indrettet til kontor. Tegnet af Hack Kampmann med de oprindelige rum bevaret.
Hans Broges Gade 2 ligger på Frederiksbjerg i Aarhus – et kvarter præget af klassiske etageejendomme, aktivt byliv i stueetagerne og en blanding af butikker, caféer og mindre erhverv.
Bygningen er opført i 1905 som købmandsskole, tegnet af arkitekt Hack Kampmann. Den samler sig om hjørnet af Hans Broges Gade i en fast, symmetrisk komposition, der adskiller sig tydeligt fra de omkringliggende ejendomme. Facaden er hvidpudset murværk med småsprossede vinduer i regelmæssige rækker og buede vinduer øverst.

De tidligere undervisningsrum er indrettet til kontorer og bevarer den struktur, der kendetegner bygningens oprindelse. Rummene ligger side om side langs facaderne og egner sig til enkeltkontorer såvel som mindre fælles funktioner.
Adgang sker fra Hans Broges Gade, hvorfra den centrale trappe fører op gennem huset og fordeler til de enkelte etager. Hvert rum fungerer som en selvstændig enhed, og den klare opdeling afspejles stadig i, hvordan bygningen bruges i dag.

Bygningen er restaureret med opmærksomhed på de originale materialer og detaljer. Træværk, konstruktioner og overflader er bevaret og indgår som en integreret del af den nuværende brug.
Trapperummet er bygningens samlende element. Det ligger centralt og forbinder etagerne med åbninger, der giver udsyn på tværs. Buede åbninger, søjler og trægelændere med gennemgående detaljer præger rummet, og høje vinduer lader lyset falde ind langs trappen og videre ud i bygningen.











