Vestergade 58, 8000 Aarhus C
Bindingsværkshuset på Vestergade 58 er en sand perle i Aarhus’ historie. Ejendommens oprindelse som købmandsgård kommer smukt til udtryk på bygningens for- såvel som baghus, som er klædt i charmerende gult og sort bindingsværk, ligesom ejendommens øvrige side- og bagbygning i ejendommens hyggelige gårdmiljø er en sand nostalgisk oase og fryd for øjet. I dag er ejendommen nænsomt vedligeholdt og udlejet til et større antal kontorer, enkelte boliglejemål, butikker og en café.
Med en farverig fortid som teater og legendarisk spillested har Vestergade 58 en nostalgisk værdi for mange aarhusianere. Rytmisk dansemusik fra blandt andet Gnags strømmede i en årrække fra scenen i baggårdsbygningen, mens forhuset og sidehusene repræsenterer fortællingen om Aarhus som handelsby. Her er der rig mulighed for at lade øjnene vandre mellem bygningens smukke detaljer, eksempelvis ejendommens fornyede bjælkekonstruktioner.