Lageret på Mellemarmen i Aarhus

… Og det er lige præcis lageret, som denne artikel stiller skarpt på. For enden af Balticagade, på Mellemarmen i Aarhus, lige før asfalten bliver til kajkant og bølgeskvulp, står den tidligere skibsbyggerhal, som før var værksted for svejsning af skibssektioner.

I dag fungerer hallen som Ejendomsselskabet Olav de Lindes lager for genbrugsmaterialer. Her opbevarer vi brugt inventar, overskud af byggematerialer og alverdens sjove genstande. Smidt ud bliver det ikke, da det som oftest genbruges i vores renoveringer, som vi foretager omkring 100 af om året.

Jeg kan ikke lide at smide ud. Det skyldes nok, at det er sjovt at se muligheder og værdi i noget, der ellers bare skal rykkes ned og smides væk. Vi er så heldige, at vi faktisk kan bruge noget af det igen, når vi bygger, eller finder på en anden måde at bruge det på, så det får en helt ny anvendelse. Bare det får en funktion igen, så er jeg glad, indleder Olav de Linde.

Med tanke på tidens fokus på genanvendelse og bæredygtighed, eksempelvis med FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, er genbrug blevet et aktuelt emne i dagligdagen såvel som i fremtidens byggeri. Sådan har det nu altid været i Ejendomsselskabet Olav de Linde - faktisk i langt over 40 år.

Skaber stil og stemning

Wruuusch. Den tunge indgangsport skyder til side, og det højloftede rum kommer til syne. Ved første øjekast tårner meterhøje, overdimensionerede reoler frem foran os - fyldt med uoverskueligt mange ting. 

System og orden på de brede hylder er nu alligevel til at få øje på, som vi begiver os rundt på lageret. I én sektion står paller med gule genbrugsmursten side om side med sorterede fliser og klinker – f.eks. fra byens gamle Ceres Bryggeri. I en anden sektion ligger jern, og gamle radiatorer i støbejern er også samlet her. På det indskudte dæk over reolerne finder vi tunge træbjælker og bindingsværk i egetræ. Og så er der alle de mange brugte døre, der står i snorlige rækker sammen med vinduer i alskens former og farver.

Det er alt sammen med til at skabe en stil og stemning, som gør, at der er rart at være i rummene. Men det er ikke bare for at gemme på en masse gamle ting. Vi har også at gøre med renoveringer, hvor det kan være svært at få renoveringsmateriale i dag. Hvis du f.eks. har en bygning fra før 1950, så har du et hus med gamle, gedigne gulvbrædder. Og så er det jo ikke naturligt at bruge nye gulvbrædder, når man reparerer de eksisterende. Der er ikke noget tjent ved det, for der bliver brugt mange ressourcer og arbejdstimer til at gøre det flot igen og få det til at passe ind. Men det er sjovere og flottere, forklarer Olav de Linde.

Signaturerne i vores lejemål opstår, når vi sætter i stand. Og vores signaturer er lette at genkende, for de opstår helt naturligt på baggrund af bygningens oprindelige anvendelse og udtryk. I de gamle industribygninger, fabrikker og pakhuse, som vi har en stor forkærlighed for. Dagligt gør vores dygtige team af håndværkere i samarbejde med tegnestuens arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører en stor indsats for at give lejemål nyt liv. Hvad enten det er en ny farve på væggene eller omfattende totalrenoveringer, så sætter vi os ind i bygningernes oprindelige karakter.

Hvad hulen kan det bruges til?

Oftest fjerner vi elementer, der er kommet til i tidens løb, for at finde tilbage til bygningernes oprindelige karakter og historie. Det er med til at skabe lejemål med sjæl. 

Murstensvægge og betonelementer som vi befrier for trist tapet og mangeårig maling. Originale træbjælkekonstruktioner, som vi finder frem bag nedsænkede lofter. Gamle gedigne gulvbrædder under tæpper. Vi bygger dog også op igen – og ikke altid på traditionel vis. 

Se nu de her gamle gulvbrædder fra tagetagen af Chokoladefabrikken. Dem bruger vi som skillevægge i stedet for en dødkedelig hvid væg. Så sætter vi en hel væg op i træ. Bare for at få den her stil. Det kan man ikke gøre med nye brædder, fortæller Olav de Linde.

Og så er der alle de andre genstande. Dem, der ikke er deciderede byggematerialer, men som vi sætter ind i vores lejemål for at skabe en anderledes, og i nogle tilfælde lidt skæv, kant. 

En antik karnap. En gammel kirkebænk. Aflange hattehylder i teaktræ. Gymnastikbænke. Stålrammevinduer fra Odense og Aalborg. Sikringsgitre. Gamle borde fra havnens varmestue. Brugte skotlamper. En massiv konsol i sandsten. Et gammelt pengeskab. Ja, en skibsstævn har sågar fundet vej til lageret på havnen. Alt sammen ting, der frembringer et skævt smil og et undrende ’hvorfor gemmer du på det, Olav?’.

Når jeg ser en sjov og anderledes ting, er det ikke sikkert, at jeg har anvendelsen med det samme. Så går jeg og tænker over, hvad hulen det kan bruges til. Man skal faktisk bruge meget tid på at se et rum og tænke, ’hvad kan der lige være her’. Folk synes jo, at det er flot, at der hænger en anderledes ting i rummet, også selv om den måske aldrig har været der oprindeligt. Hvis vi kan finde noget, som faktisk har været der, eller som måske kunne have været der, så er det sjovt. Men det må ikke blive for meget, forklarer han.

Han peger på nogle gamle rustne bremsetromler fra lastbiler. Planen er, at de skal graves ned i jorden og bruges som plantekummer omkring vores ejendomme ved Chokoladefabrikken, der ligger bag Klostergade i centrum af Aarhus.

Det er sådan noget, der gør, at det bliver så fint – man skal bare finde på idéen, forklarer Olav.

Gennem tiden har vi renoveret og bevaret mere end 300.000 kvadratmeter ejendom i Aarhus, Odense og på Sjælland. Alt sammen ud fra en grundlæggende trang til at forny for at bevare.

Gamle sten har hans interesse

For at blive lidt klogere på trangen til at samle og genbruge, skruer vi tiden tilbage til 1974. Dengang startede Olav helt fra bunden med at købe og renovere fast ejendom. For at komme i gang med forretningen genbrugte han byggematerialer, herunder kasserede mursten, som han selv og en murerarbejdsmand rensede rene og genbrugte i renoveringer.

Vi rensede mursten, fordi det dengang var billigere. Senere fandt jeg så ud af, at det da egentlig er pænt, selvom der som sagt ikke er noget tjent ved det i dag, fordi der er mange flere arbejdstimer i det, fortæller Olav.

Næsten symbolsk afslører han, at gamle sten er hans store interesse. Fra de store, tunge trappesten, der bunker sig op ude på lageret, til de lidt mere kuriøse af slagsen. For eksempel tre originale sandstensornamenter fra Marmorkirken i København. De blev angiveligt skiftet ud efter en brand. Nu står de på lageret på havnen i Aarhus, fordi Olav forhandlede dem med i købet af sten til byggeriet af Nabolaget.

Der er rigtig meget håndværk og bonitet i dem. De kan bruges som en bænk, for eksempel i en café eller i et byggeri. Jeg har ikke fået dem brugt endnu, for jeg kan næsten ikke nænne at komme af med dem. Men når man genbruger dem, så får de nyt liv, fordi den gamle funktion ikke eksisterer længere. Og så kommer de til at stå et sted, som et helt kunstværk, fortæller han – og indskyder afslutningsvis:

Og du finder jo aldrig de her ting, når du står og skal bruge dem.