Blåkors Donation

Olav de Linde donerer 100.000 kroner til Blå Kors Danmark

Efter modtagelsen af bæredygtighedsprisen Det Grønne Fyrtårn har Olav de Linde valgt at donere prisbeløbet på 100.000 kroner til Blå Kors Danmarks arbejde for socialt udsatte.

Udgivet January 25, 2024

Da Olav de Linde den 4. januar 2024 modtog bæredygtighedsprisen Det Grønne Fyrtårn, fulgte der mere end anerkendelse med. Prisen, der er indstiftet af Byggesocietetet i samarbejde med Realkredit Danmark, udløser også et prisbeløb på 100.000 kroner, som prismodtageren kan donere til et bæredygtigt eller samfundsgavnligt formål efter eget valg.

Valget er faldet på Blå Kors Danmark, der arbejder med støtte til socialt udsatte børn, unge og voksne i Danmark.

Derfor faldt valget på Blå Kors

– Blå Kors er en organisation, som hjælper mennesker, der har det svært, og som samtidig tager sig godt af deres pårørende. Det er et prisværdigt formål, som hjælper mange mennesker med at finde en ny retning i livet. Det minder om det sociale arbejde, vi blandt andet kender fra Bazar Vest. Hvis man giver folk et klap på skulderen, tager de ofte udfordringen op. Det vil vi gerne støtte som en tak for Blå Kors’ store indsats, siger Olav de Linde.

Gennem årene har Olav de Linde støttet en række socialt orienterede formål – blandt andet ved at stille erhvervslejemål til rådighed på favorable vilkår – og han står også bag etableringen af Bazar Vest i Aarhus V, som siden 1996 har fungeret som arbejdsplads og samlingspunkt for mange mennesker med forskellig baggrund.

Donation overrakt i Aarhus

Overdragelsen af donationen fandt sted den 25. januar 2024 på Ejendomsselskabet Olav de Lindes kontor i Frichsparken i Aarhus. Her modtog generalsekretær i Blå Kors Danmark, Morten Skov Mogensen, donationen.

– Det er en flot pris, og jeg vil gerne ønske Olav de Linde stort tillykke. Det er enormt prisværdigt, at Blå Kors er blevet udvalgt som modtager af donationen, og jeg vil gerne sige en stor tak, siger Morten Skov Mogensen.

Han peger på, at midler som disse har stor betydning for organisationens arbejde.

– Donationer som denne er med til at gøre en forskel for blandt andre de mere end 109.000 børn, der vokser op i familier med alkoholmisbrug, samt for mennesker, der befinder sig på kanten af samfundet i form af hjemløshed og ensomhed. Det hjælper os med at nå dem, der har allermest brug for støtte, siger han.

Ved overrækkelsen deltog også Claus Sønderskov, Senior Relationship Manager i Realkredit Danmark.