
July 2, 2026

Den østjyske interiør- og livsstilsbutik ByKornerup har underskrevet en lejeaftale om et butikslokale ved det kommende bytorv og bliver en del af det nye byliv, når Mindet åbner i 2027.
Udgivet July 30, 2026
ByKornerup bliver en af de første lejere i Mindets stueetage og tilbyder et stort sortiment inden for boligindretning og livsstil. Virksomheden er familieejet og har rødder i Harlev vest for Aarhus, hvor den i dag holder til i Den Gamle Mølle.
ByKornerup har længe haft et ønske om at etablere sig i Aarhus.
– Mindet er et spændende sted at tage det næste skridt. Vi tror på, at vores univers med design, bolig og livsstil passer godt ind i det byliv, der er ved at tage form, og vi glæder os til at byde både nye og eksisterende kunder velkommen i de nye rammer, siger Margit Kornerup, indehaver af ByKornerup.
Mindet er et erhvervshus og et nyt bykvarter på Aarhus Sydhavn, som Ejendomsselskabet Olav de Linde udvikler med udgangspunkt i den tidligere korn- og foderstofbygning ved havnen.
Den historiske korn- og foderstofbygning fra 1926 bevares og transformeres til nye funktioner og danner basen for Mindets kontortårn.
Når Mindet står færdigt i 2027, vil basen rumme mindre specialbutikker, caféer, restauranter, klinikker og serviceerhverv omkring et offentligt bytorv. Sammen med kontorarbejdspladserne i tårnet, en offentlig taghave og en række andre funktioner skal butikkerne bidrage til et levende bymiljø, hvor der er aktivitet gennem hele dagen.
For Ejendomsselskabet Olav de Linde er sammensætningen af lejere en vigtig del af ambitionen om at skabe et aktivt bymiljø.
– Vi arbejder målrettet med at sammensætte et varieret udvalg af butikker, restauranter og serviceerhverv, som skaber liv i stueetagen fra morgen til aften. ByKornerup bidrager med et stærkt detailkoncept, der tilfører kvalitet og bredde til handelslivet i Mindet, siger Frederik Norup Dalsgaard, udlejningschef hos Ejendomsselskabet Olav de Linde.
Lejeaftalen med ByKornerup er endnu et skridt i udviklingen af Mindets stueetage, hvor butikker, caféer, restauranter og serviceerhverv skal danne rammen om et levende bymiljø på Aarhus Sydhavn.
Lejemål: Butikslokale i basen i Mindet, Aarhus Sydhavn
Lejer: ByKornerup
Anvendelse: Design-, interiør- og livsstilsbutik
Placering: Ved det kommende offentlige bytorv
Forventet åbning: 2027
Se alle artikler